Tilpasset søgning

08.10.2007

Mangfoldighed – det lønner sig

- en konference om samspillet mellem innovation og mangfoldighed

Virksomheder med en mangfoldig medarbejdersammensætning er omkring dobbelt så innovative som andre virksomheder. Det kan med andre ord betale sig at styrke mangfoldigheden. Det viser en ny rapport.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) har fået udarbejdet en omfattende analyse af, hvad mangfoldighed betyder for innovationskraften i dansk erhvervsliv. Og dermed for virksomhedernes fremtidige konkurrenceevne.

Rapporten ”Innovation og mangfoldighed – ny viden og erfaringer med medarbejderdreven innovation” ser på sammenhængen mellem mangfoldighed i medarbejdersammensætningen og virksomhedernes innovationskraft.

Tallene taler deres tydelige sprog. De viser nemlig blandt andet, at virksomheder med en mangfoldig medarbejdersammensætning er cirka dobbelt så innovative som andre virksomheder.

FI præsenterer nogle af de vigtigste resultater på konferencen ”3rd life – Innovation og mangfoldighed”. Konferencen åbnes af videnskabsminister Helge Sander og finder sted på IT-Universitetet, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København S.

Onsdag den 10. oktober kl. 9.30-16.00

På konferencen kan man høre virksomheder fortælle om deres konkrete erfaringer med at sætte fokus på innovation og mangfoldighed. Man kan også se den første bil, der er udviklet og designet af kvinder, Volvos nye Your Concept Car.

Sidst men ikke mindst bliver der lejlighed til at følge diskussionen, når repræsentanter fra erhvervslivet og den offentlige sektor drøfter spørgsmål som:

  • Hvordan kan flere virksomheder skabe innovation gennem mangfoldighed?
  • Hvordan får vi flere kvinder ind i de højteknologiske sektorer?
  • Hvordan bliver vi bedre til at få øjnene op for kvalifikationerne hos indvandrere og udenlandske videnarbejdere?
  • Hvordan får vi flere og nye kompetencer ind i de mindre virksomheder?

Kilde: pressemeddelselse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen